Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Sort sol

Torsdag den 24. marts arrangerede Lev Tønder en tur til saltvandssøen og marsken for at se stærene gå til ro

Tekst og Foto: Kurt Serup Poulsen

Vi havde en gæst med, naturvejleder Hans Tonnesen, som kunne fortælle om naturen i marsken.

De foregående 2 år havde det ikke været muligt at arrangere sort sol på grund af coronaen, så det var godt at komme afsted igen. Der deltog i alt 35 personer på turen.

Der var afgang fra Tønder kl. 17:15 med Tramms Turistfart, hvor vi kørte over Nørremølle og Siltoft til Saltvandssøen på den tyske side af grænsen.

Undervejs så vi store flokke af gæs, flere havørne, nyfødte lam og meget mere. Vi holdt en lille pause ved diget ud til vadehavet og havde en flot udsigt over saltvandssøen med en del vadefugle og til solen der var på vej ned over vadehavet. På vej fra saltvandssøen mod Aventoft, så vi endda sort sol med gæs.

I Aventoft ved grænseovergangen Møllehus så vi stærene gå til ro. Det var et flot show med sort sol vi fik der. Der kom også traner og sølvhejrer forbi og en del rovfugle.

Derefter kørte vi til Æ Kalgo i Daler, hvor vi fik Flæskesteg, sovs og kartofler, rødkål og grønt at spise som en afslutning på dagen. Alle nød maden og vi kørte hjem til Tønder med en god naturoplevelse rigere. Vi var hjemme igen ca. kl. 21:00.